Næblerødvej 8, 4250 Fuglebjerg

I kan straks fornemme det, når I ankommer til Næblerødvej 8. Her er tale om en helt unik landejendom, som folder sig ud med et renoveret stuehus, gode udbygninger og en have udover det sædvanlige. Alt ånder fred og idyl, og der er rig mulighed for at udleve drømmene, hvad end de handler om hestehold eller en selvforsynende tilværelse. Og ikke kun udendørs er rammerne i top, for indendøre venter jer en yderst indbydende bolig, som emmer af kvalitet og overskud.

Den trelængede ejendom danner rammen om en hyggelig gårdsplads, som byder jer velkommen hjem. Stuehuset bærer tydeligt præg af løbende opdateringer, og disse istandsættelser har fundet sted mellem 2013-16 og tæller et nyt træpillefyr, etablering af et biologisk rensningsanlæg og et nyt tag fra sommeren 2016. Indendøre blev boligen i samme periode opgraderet med nyt køkken og bad fra HTH, mens størstedelen af el-installationerne blev udskiftet i både boligen, de disponible rum og stalden.

I entréen bliver der taget godt imod jer. Allerede her bliver det tydeligt, hvordan den moderne komfort går hånd i hånd med den originale charme. Dette kommer blandt andet til udtryk ved de fritliggende bjælker, som komplementeres af indretningens rene linjer - der er desuden gulvvarme i store dele af huset. Planløsningen i stueplanet byder på et badeværelse, to værelser og et stort opholdsrum. Her får I et fantastisk samlingssted, hvor det lækre køkken vil gøre madlavningen til en fest, mens brændeovnen spreder varme og hygge. Fra køkkenøen kan I forberede middagen med udsyn over stuen, hvor vinduerne strækker sig fra gulv til loft og skaber en flydende overgang til haven. Derudover rummer stueplanet et stort soveværelse, hvor tilværelsen forsødes med både et walk-through-closet og et luksuriøst badeværelse. Sidstnævnte prydes af mørke, rustikke klinker, som står i flot kontrast til det nedsænkede badekars blå mosaikker.

Der er tale om en yderst fleksibel planløsning, hvor I nemt kan etablere nye værelser, men førstesalen byder allerede på et værelse over stuehuset og et disponibelt rum i boligstandard. Som prikken over i'et kommer udbygningerne, nemlig maskinhuset og stalden, der giver perfekte betingelser for hestehold. Dette fuldendes af de 2,6 hektar grund, hvor både I og hestene vil stortrives. Rytteren får glæde af en drænet ridebane, en tør vinterfold, det velindrettede sadelrum og staldens fine bokse.

I vil forelske jer i haven ved første øjekast - det samme gjorde haveguruen, Claus Dalby, der dedikerede et kapitel i sin bog til denne oase. Huset indrammes af smukke trækroner, der spejler sig i vandkanalerne, og mellem de brolagte stier står bærbuske og frugttræer i fuldt flor. De mange terrasser inviterer på sol, og når I ikke sidder her og nyder hjemmedyrkede æbler og pærer, kan I forsyne jer med køkkenhavens lækkerier. Drømmer I om mere selskab end hestene, så giver både volieret og hønsehuset plads til endnu mere dyreliv.

Kort fortalt, en ægte perle, der skal opleves i virkeligheden!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.