Dejligt fritidshus beliggende i et af Karrebæksmindes mest eftertragtede kvarterer.
Fritidshuset er nyopført i 2011 og opført i gode og stilfulde materialer. Huset er med en gennemgående og gennemført stil. Materialevalg og farvevalg er i tidens ånd, hvilket bevirker at ejendommen også opleves som sådan. Ejendommen er til at overtage uden at køber behøver at påregne store og bekostelige renoveringer, og derfor er det en ejendom, der er lige til at flytte ind i. Fritidshuset er med god isolering og god opvarmning, og kan derfor anvendes også i de kolde måneder.
Fritidshuset ligger tilbagetrukket for enden af en blind stikvej og med en rigtig god placering på den store grund. Hertil kommer at grunden støder op til et stort grønt og friholdt areal.
Boligens indretning fremgår af plantegningen, men særligt bør bemærkes det store stue- og alrumsareal og de 3 gode værelser. Derudover er der et dejligt og anvendeligt bryggers og hele 2 badeværelser. De store vinduesarealer bringer lyset ind i hele sommerhuset, der med de etablerede terrasser også vender helt rigtigt mod verdenshjørnerne.
Endvidere er der i 2012 opført en lukket carport/redskabsskur på 29 m2.
Haven og grundstykket er med sine 900m2 blandt de eftertragtede på Enø, her kan ude- og fritidslivet nydes i fulde drag.
Alt dette er kun et smut på cyklen væk fra det pulserende liv ved Græshoppebroen og i dette område findes der rige muligheder for indkøb og underholdning. Dette er et rigtig godt bud, hvis man ønsker en nyere fritidsbolig på Enø, Karrebæksminde